Vi har alle siddet med tomme øjne og set billeder af Afghanistan de seneste dage. Igår så jeg videoen med det amerikanske militærfly der lettede med levende desperate mennesker klynget til deres sidste håb for at komme ud og undslippe Taliban regimets indtog. Jeg er efterhånden hærdet af forfærdelige nyhedsbilleder, men måtte alligevel lige synke to gange og undertrykke gråden der sad i halsen da jeg så de små “prikker” af mennesker der fløj mod jorden kort efter takeoff. Som en anden så glimrende beskrev sammenligningen mellem de der kastede sig ud fra world trade towers 9/11, og disse billeder, så ser vi (igen) et regime der formår at bringe mennesker og hele samfund ud på det yderste af desperation.
Hvis man ved at det bedre kan betale sig at styrte i døden end at blive, så må det være så skrækkeligt at man ikke kan sætte ord på det.
Jeg ved også godt at det her meget lidt har med kommunalpolitik at gøre, men jeg vil alligevel skrive mine tanker, for i sidste ende er lokalt og globalt et sammenhængende økosystem, som ikke kan skilles ad. Det handler om menneskesyn rettere end politik. Desværre ser det ud til at der netop bliver ført symbolpolitik fra regeringens side ved at insistere på at tolkenes sager skulle individuelt behandles, hvilket trak evakueringen i langdrag – og måske i sidste ende havde fatale følger for de mennesker der skulle have deres sag behandlet.
Jeg synes vores samarbejdspartnere, ansatte – lokale som danske statsborgere har ret til at blive hjulpet ud. Jeg væmmes ved de der skriver at de bare kan blive og kæmpe for deres land. Det har de allerede gjort – de har stået sammen med vores danske og andre NATO allierede og hjulpet, udført diplomatiske opgaver, tolket og efter hvad jeg hører fra tidligere udsendte, reddet mange danske liv med deres tilstedeværelse. Nu står de tilbage på en landingsbane med deres børn og få ejendele i armene og beder om vores hjælp. En hjælp som blev taget alt for let på. En hjælp som kom alt for sent. En hjælp som meget muligt nu er for sen og efterlader dem tilbage til håbløshed og udslettelse.
Jeg synes det kalder på ordentlighed og velvilje både politisk og fra befolkningens side. Vi kan være enige om at der er mange ikke vestlige indvandrere der udfordrer vores gæstfrihed, men lige i denne situation må der altså kunne findes nogle nuancer, og jeg håber at mange lige vil genoverveje hvordan man udtaler sig om mennesker i en situation ingen af os nogensinde kommer til at forstå.
Som kvinde, og mor til piger, kan jeg ikke lade være med at græde for de mange piger og kvinder der nu (igen) har fået frataget deres frie vilje, retten til uddannelse, retten til at være i verden på egne præmisser uden en mands tilladelse. Det er så ufatteligt sørgeligt. Jeg håber på at de 20 års tilstedeværelse har udannet en generation af både mænd og kvinder til at genoptage kampen for de helt basale rettigheder ethvert menneske burde have. Det bliver næppe rart at følge udviklingen i de kommende måneder, og magtesløsheden er til at tage og føle på.
Jeg gik i seng igår med mange billeder i mit hoved. Men også en tanke om at vi i Danmark har et demokrati, en ytringsfrihed, en ret til uddannelse uanset køn, økonomisk status eller social position i samfundet. hvor skal vi værdsætte dette, og værne om det. Vi skal blive ved med at oplyse og uddanne og aldrig tage disse friheder for givet.
Hvis vi for fremtiden skal kunne tro på alt dette, stå på mål for vores “bedrevidenhed” ved at have et samfund med lige rettigheder for alle – så synes jeg det er nu vi finder vores ordentlighed frem og demonstrerer disse værdier frem for at stå i nyhederne og tale om det. Jeg håber at der i mit news sfeed i dag vil strømme breaking ind på at evakueringerne er i fuld sving og snart gennemført.
cronede dage 